DanskeCampingpladser

Udlejning af campinghytter

På mange af Danmarks godkendte campingpladser er der mulighed for at leje campinghytter. Standarden varierer fra en beskeden hytte med det mest nødvendige udstyr til en luksushytte med alle tænkelige fornødenheder. For at give den bedst mulige information om standarden, er hytterne inddelt i 5 kategorier I, II, III, IV og V, hvor kategori V er den bedste.

Som regel indeholder hytterne alt det nødvendige udstyr, men for at undgå kedelige overraskelser, bør man ved reservationen f.eks. spørge om der er køkkenudstyr og sengelinned, eller om man selv skal medbringe det.

Lejeprisen varierer meget, da det afhænger af kategori og standard. I højsæsonen udlejes de fleste hytter (med plads til hele familien) på ugebasis for et beløb mellem 2500 og 6000 kr. Uden for højsæsonen er det ofte muligt at leje hytter for blot nogle dage til priser omkring 300 kr. pr. dag for hele familien. For den eksakte pris, bør man kontakte den campingplads, hvor man ønsker at leje en campinghytte. Det er også en god idé at være tidligt ude med reservationen, da det bliver mere og mere populært at leje campinghytter.

Husk, at det kræver et gyldigt campingpas at overnatte i en lejet campinghytte.

Ved de enkelte campingpladser kan man se, om der udlejes campinghytter, hvilken kategori hytterne tilhører samt antallet af hytter.

Kategori I
Hytterne indeholder det allermest nødvendige udstyr, dvs. faste senge og lamper.

Kategori II
Hytterne er enkelt indrettet med faste senge, lamper og mulighed for opvarmning. Desuden er der en enkel kogemulighed eller max. 50 meter til et fælleskøkken.

Kategori III
Hytterne, der er isolerede, har minikøkken med køleskab og mulighed for at lave mad. Desuden er der udendørs terrasse med udemøbler.

Kategori IVa og IVb
Hytterne er velisolerede og har veludstyret køkken med indlagt vand, kogeplader, køleskab, kaffemaskine og køkkenudstyr. Hytterne har overdækket terrasse med terrassemøbler.
Der er mulighed for at leje farve-tv, sengetøj og sengelinned, ligesom barnestol og barneseng kan lejes eller lånes.
Desuden er hytter i kategori IV opdelt i kategori IVa og IVb, hvor kategori IVa indeholder toilet og håndvask eller eget eksternt toilet, håndvask og bruser. Kategori IVb har ikke eget toilet.

Kategori Va og Vb
Hytterne er af meget høj standard. De er opdelt i sove- og opholdsrum, er veludstyrede og godt isolerede. Den fuldt overdækkede terrasse har gode læforhold, god belysning og terrassemøbler. Køkkenet har indlagt varmt vand, køleskab, miniovn eller microovn, kaffemaskine, kogeplader og køkkenudstyr samt service. Alle hytterne har farve-tv.
Desuden er hytter i kategori V opdelt i kategori Va og Vb.
Hytter i kategori Va er på min. 25 kvm. og har toilet, håndvask og bruser, mens kategori Vb er på min. 20 kvm. med toilet og håndvask.

Find campingplads

  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
  •  
Nordjylland Vestjylland Østjylland Sydjylland Fyn Midt- og Nordsjælland Sydsjælland-Lolland-Falster-Møn Bornholm

Hurtig søgning